Spændende koncert i Lysabild Kirke
Efterklang og Sønderjysk Pigekor udvider samarbejde og offentliggør tre koncerter, hvor de vil spille et unikt repertoire af nyskrevne sange og sange fra begge ensemblers bagkatalog — både sammen og hver for sig.
21. april 2022 kl. 20: Lysabild Kirke – Klik her for billetsalg
22. april 2022 kl. 20: Christianskirken, Sønderborg – Klik her for billetsalg
23. april 2022 kl. 16: Helligåndskirken, Flensborg – Klik her for billetsalg
Efterklang udgav i oktober sidste år deres album sjette Windflowers via det indflydelsesrige pladeselskab City Slang (José Gonzalez, Caribou, Tindersticks etc.). Efter udgivelsen af det anmelderroste album tog bandet på en vidtrækkende turne i Europa. Da turneen i november kom gennem Danmark, inviterede Efterklang deres musikalske venner fra Sønderjysk Pigekor med på scenen som en overraskelse i Musikhuset i Aarhus, hvilket fik Gaffas anmeldelser til at skrive:
“Efterklang kan stadig overraske. Jeg har i hvert fald, selvom jeg har oplevet indie-med-mere-bandet live mindst ti gange, ikke set det komme, at der midt i deres koncert i Musikhusets Store Sal pludselig kommer cirka 50 piger og unge kvinder på scenen. (…) Sønderjysk Pigekor synger lige den i forvejen flotte koncert yderligere op blandt stjernerne, da de under ledelse af Mette Rasmussen lægger smukt flerstemmigt englekor på sangene.”
Tidligere i 2021 spillede Efterklang & Sønderjysk Pigekor en kirke-turné i Sønderjylland, som var komplet udsolgt.
Nu er Efterklang og Sønderjysk Pigekor klar til at skrive et nyt kapitel i deres fælles historie. Til februar afholder de en workshop, hvor de vil afprøve nyt materiale på hinanden. Både musik Efterklang, selv har skrevet, og sange, som medlemmer af Sønderjysk Pigekor har skrevet på Efterklangs opfordring. Det munder til april ud i 3 koncerter, hvor man måske kan være heldig at høre de nye sange live.
Rasmus Stolberg fra Efterklang fortæller om at udvikle et fælles koncertrepertoire og inkludere kormedlemmerne i skabelsen af nye værker:
”Glæden ved og indsigten i, at alle kan skabe, er noget, som vi i Efterklang føler, er det vigtigste, vi kan videregive til unge mennesker i musikken. Vi vil gerne understøtte, at medlemmerne af koret skriver egne sange og udvikler deres talent. Ikke bare som udøvende, men også som skabende kunstnere.”
Efterklang og Sønderjysk Pigekor har et 3-årigt samarbejde, hvor er det ambitionen at løfte samarbejdet ved årlige engagementer og længerevarende målsætninger for både korets og Efterklangs kunstneriske udvikling. I april 22 kan publikum nyde godt af det styrkede samarbejde, når koret og Efterklang tager på turné til Lysabild, Sønderborg og Flensborg.
Kort om Efterklang
De 3 medlemmer af Efterklang, Casper Clausen, Mads Brauer og Rasmus Stolberg, er vokset op på Als og har siden deres debut i 2003 turneret verden rundt med deres eksperimenterende og genrekrydsende musik, som kan være både storslået samt helt fint og nærværende i sit udtryk. Efterklang har spillet udsolgte koncerter prominente steder som Sydney Opera House, Elbphilharmonien i Hamburg og Koncerthuset i København, men de har også gentagne gange søgt hjem mod rødderne i Sønderborg, hvorigennem en stærk relation til korleder Mette Rasmussen og Sønderjysk Pigekor er opstået organisk over årene. Læs meget mere på www.efterklang.net
Kort om Sønderjysk Pigekor
Sønderjysk Pigekor blev grundlagt i 1994 og er siden 1997 blevet ledet af chefdirigent Mette Rasmussen. Koret tæller i alt 270 sangere fra 3 år til voksne sangere. Koncertkoret bestående af 80 piger 12-20 år har en omfattende koncertvirksomhed og har turneret i mange lande, herunder flere turneer til Canada, USA og Kina. Koret repræsenterer ofte Sønderborg og Sønderjylland ved officielle lejligheder, herunder arrangementer for Kongehuset og Sønderborg Kommune. Repertoiret er klassisk kormusik med afstikkere til det eksperimenterende og genreoverskridende, og det er her, koret og Efterklang mødes i en helt unik klangverden med et stærkt og rørende musikalsk udtryk som resultat. Trivsel, nærvær og fællesskab er kerneværdier i korarbejdet og en solid base for sangernes performance, som ud over høj musikalsk kvalitet har fokus på at indhylle publikum i en total oplevelse af lyd, koreografi og fortælling. Læs meget mere på www.sjpigekor.dk
Det tre-årige samarbejde mellem Efterklang og Sønderjysk Pigekor er støttet af Statens Kunstfond.