Efter 385 år vendte markedet tilbage til Lysabild Sogn.
Styregruppens idé til at genoplive ”Hellig Blods Markedet” fra Middelalderen i en moderne udgave er blevet rigtig godt modtaget. Allerede da vi inviterede foreninger, handlende og privatpersoner til det første orienteringsmøde oplevede vi en stor opbakning. Den første interesse holdt heldigvis ved hele vejen og det resulterede i at der var ikke færre end 35 stande på markedet. Rammerne var på plads, måske lige bortset fra vejret, så det store spørgsmål, var om vi kunne tiltrække folk.
Nu er markedet overstået og det er gået over al forventning. Vejret holdt nogenlunde og der var folk hele dagen. Der var en herlig stemning rundt på pladsen hele dagen og det hele blev krydret med fine koncerter fra først Jagthornsblæserne under det store kastanjetræ, efter fulgt af 2 koncerter i kirken, først fra Sydalskoret og siden af en koncert med Sebastian xxx og Hans Havelund.
Dagen blev festligt afsluttet med en fællesspisning med 100 deltagere som fik gris stegt på bål. Grisen blev sat over bålet kl. 10.00 og under Anders Brands kyndige opsyn var den klar til at bliver serveret kl. 18.00
Fra Styregruppens side vil vi gerne sige stor tak til alle der har bakket op om arrangementet, det har været en forrygende oplevelse og vi er i hvert fald klar til at prøve igen næste år.
På styregruppens vegne
Erling Junker