Pressemeddelelse, udsendt mandag den 21. november 2011
Landsbyrådet for Lysabild Sogn har fået titlen: Årets landsby i Sønderborg Kommune
Det er første gang at Sønderborg Kommune kårer årets landsby, og med titlen følger en vandreskulptur, som afsløres ved Brugsen i Skovby den første søndag i advent 27. november kl. 14. Der vil være taler ved formanden for Landdistriktsudvalget Charlotte Riis Engelbrecht samt Landsbyrådets formand Erling Junker. Det musikalske indslag leveres af Sydals Jagthornsblæsere. Brugsen i Skovby er vært ved æbleskiver og varm gløgg/kakao. Alle er hjertelig velkomne til at deltage i den festlige fejring.
Landsbyrådet for Lysabild Sogn dækker flere landsbyer, hvoraf Skovby og Lysabild er de største. De to landsbyer deler skole, kirke, kultur- og handelsliv – og virker derfor som forbundne kar eller ”hinandens opland”. Så titlen og æren tilfalder derfor begge landsbyer.
Kommunens baggrund for udnævnelsen er følgende:
Et godt sted at bo og leve med højt aktivitetsniveau og fart over feltet
Glæden og stoltheden lyste ud af ansøgningen, som Landsbyforum modtog i “kampen” om at blive Årets Landsby i Sønderborg Kommune. Om det var invitationen til en gang fællesspisning, der gjorde udslaget vides ikke, men ansøgningen fra Landbyrådet for Lysabild Sogn rummede opskriften på et sprudlende landsbyliv. Ingredienserne var bl.a. et succesfuld landsbymarked, et langstrakt arbejde med etablering af en cykelsti, ønsket om at få Gendarmstien til området, indsamling til mulitisalen i børneuniverset og meget andet. Råvarene puttes i gryden og krydres med et blomstrende foreningsliv, hvor der er plads til alle fra spejdere til atletik, juniorklub og fodbold. Når man rører rundt i gryden, der skal simre over en sagte ild i et par generationer, får man Årets Landsby i Sønderborg Kommune.
Landdistriktsudvalget og Landsbyforum besluttede i foråret at udnævne “Årets Landsby. Baggrunden skal findes i, at man ønsker at give en ekstra anerkendelse for det store arbejde, der lægges i lokal landsbyudvikling. Hvert år vil et landsbylaug få et ekstra skulderklap i form af udnævnelsen til årets landsby. Det synlige bevis er en bronze skulptur (vandrepokal), der følger med udnævnelsen og i 2012 derfor vil stå i Skovby.
Landsbyrådet for Lysabild Sogn er i høj fart på vej mod fællesmålet for området: at virke for et bæredygtigt lokalsamfund, der som minimum kan oppebære de nuværende institutioner samt offentlige og private services, der er i dag – også om 10 år. Visionen er desuden at være et landskendt turist- og feriehusområde baseret på autenticitet og hav-nær natur.
Yderligere information fås ved formanden for Landsbyrådet, Erling Junker, tlf. 2361 4729 eller ejja@bbsyd.dk