Nu kan du snart komme af med dit affald på Skovby Genbrugsplads alle dage fra kl. 7.00-22.00.
På mødet i Teknik- og Miljøudvalget i går, tirsdag d. 30. november 2021, har udvalget godkendt en ny struktur for kommunens små genbrugspladser.
Efter en forsøgsordning med konceptet Lille Døgnåben Genbrugsplads i Sundeved i november 2019 med efterfølgende evaluering i sommeren 2021, har Sønderborg Forsyning nu udarbejdet et forslag til en ny struktur for de små genbrugspladser i Skovby, Sundeved, Nørrekobbel og Guderup.
Den fremtidige struktur for Skovby Genbrugsplads bliver, at:
- Der gives adgang uden bemanding alle dage i tidsrummet 7 – 22.
- Antallet af affaldstyper er fortsat som i dag
- I starten er den bemandede åbningstid som nu (tirsdag-fredag kl. 14.00-17.00 og lørdag kl. 10.00-17.00), men efter 6-12 måneders drift, fastlægges den fremtidige bemandede åbningstid. Genbrugspladsen vil løbende få optimeret forholdet mellem dens bemandede og ikke bemandede åbningstider efter driftsmæssige hensyn og borgernes behov.
For at benytte genbrugspladsen under den ikke bemande åbningstid, skal man tilmelde sig Sønderborg Forsynings Adgang365 som er ganske gratis, og allerede nu fungerer på de større genbrugspladser. Du kan læse alt om Adgang365 og tilmelde dig lige her
Hvornår de nye åbningstider træder i kraft, meldes der endnu ikke noget om.
Du kan læse hele referatet fra Teknik- og Miljøudvalgs mødet d. 30. november 2021 ved at klikke her.